Den slags bemærkninger kan ofte forværre angsten fremfor at afhjælpe den.

Lad være med at tro, at du ved, hvad den angste har brug for. Spørg! Og lyt!

Vær forudsigelig og lad være med at forskrække personen.

Lad den angste selv bestemme tempoet for bedringen, men forlang, at den angste overskrider grænser.

Lav aftaler om, hvad der skal trænes - og hold fast! I kan f.eks. lave en plan, hvor du fungerer som "hjælpetræner". Det vigtigste er, at I laver faste, helst skriftlige aftaler: tid, sted, hvad der skal trænes, hvor meget osv.

Den angste har det så dårligt og vil bryde aftalen - det er på de dage, de største fremskridt nås.

Gør det ikke nemt for personen at undvige opgaver, steder eller handlinger. Husk på, når man har angst, er man god til at finde på undskyldninger for at slippe. Det er bedre at forhandle med personen om at tage et lille skridt frem, fremfor at undvige.

Ros personen for de opnåede præstationer, som f.eks. at gå ud at handle eller gå på biblioteket. Hvis personen kun kan nå et lille stykke hen mod målet, så ros i stedet for at se det som en fiasko. Husk, at ændringer tager tid.

Lad være med at vie dit liv til det angste medlem af familien. Det ender ofte i, at du bliver irriteret og vred.

Det er meget forståeligt, at du også af og til bliver ængstelig. Det er naturligt at være optaget af og bekymret for den person, som har angst.

Vær tålmodig og accepterende, men stil dig ikke tilfreds med, at den "sygdomsramte" bliver permanent handicappet.

Sig f.eks.: "Du skal nok klare det. Fortæl mig, hvad du har brug for. Træk vejret langsomt og dybt. Hold dig til "her og nu-situationen". Det er ikke stedet her, der er noget i vejen med, men de tanker, du gør dig om stedet. Jeg ved, at du har det svært, men det er ikke farligt. Du skal nok klare det."