Tilbage til Hovedsiden

Jeg arbejder ud fra en kognitiv adfærdsorienteret terapiform. Denne metode inkluderer både en persons måde at tænke på (kognition) og handle på (adfærd). Terapiformen er både pragmatisk og resultatorienteret.

Princippet er at få afdækket en persons negative tankemønstre. Disse tanker udløser og vedligeholder angsten, usikkerheden, depressionen eller utrygheden. Hvilket gør, at personen undlader ganske bestemte adfærdsmønstre eller situationer, for på denne vis at undgå de forfærdelige symptomer på angst, ubehag eller utilstrækkelighed.

Ved hjælp af identificering af negative tanker, der hæmmer personens udfoldelsesmuligheder, er det første skridt til kontrol af angsten og til ændring allerede taget.

Det næste skridt er så at få indøvet konstruktive og alternative tanker til de tidligere negative. På den måde kan personen opbygge en mere nuanceret og realistisk vurdering omkring sig selv, sine omgivelser og sine hændelser.

Det tredje skridt er at komme til handling. De nye tanker skal afprøves i virkeligheden. Ved hjælp af bestemte teknikker og fremgangsmåder, kommer personen til at konfronteres med de situationer, som han eller hun normalt vil undgå. På denne vis bliver den negative selvopfyldte profeti brudt.

Der findes ikke så meget litteratur på området endnu, idet terapiformen som sådan stadig er ret ny i Danmark. Jeg kan dog henvise til Mørch, Rosenberg, Elsass: "Kognitive behandlingsmetoder" (1995) og Oestrich: "Tankens kraft" (1997) for yderligere informationer. På engelsk er der en god gennemgang af terapiformen i: Hawton, Salkovskis, Kirk and Clark: "Cognitive behaviour therapy for psychiatric problems", Oxford Medical Publications, 1989.

CV

Kontakt Antje Fries

Til bund