Alle kan føle angst. F.eks. når man skal til et vigtigt møde eller holde en tale ved familiefesten. Hjertebanken, svedige hænder, nervøs mave - det kender vi allesammen.
Det er den normale angst, den såkaldte situationsangst. En angstform, som er ubehagelig, men som også får os til at yde en ekstra indsats, som vi senere er glade for.
Vi kan også alle sammen føle frygt, når en reel fare truer os, som f.eks. en glubsk hund eller en bil, der er lige ved at køre os over.
Forskellen på frygt og angst er, at faren ved frygt er synlig og konkret, mens den ved angst er usynlig og et produkt af vores psyke, vores irrationelle tænkning.
De sygelige angstformer er panikangsten og fobierne, som ofte kræver behandling.